Græskartærte med gorgonzola

til 6 portionstærter

Ingredienser:

Fyld

  • 500 g hokkaido græskar
  • 0,5 dl olivenolie
  • 2 spsk. frisk rosmarin
  • 175 g gorgonzola eller anden blåskimmelost
  • Ca. 1 tsk. sort knust peber

Tærtedej:

  • 225 g smør
  • 100 g grahamsmel
  • 225 g hvedemel
  • 1,5 tsk. groft salt
  • Ca. 0,5 dl vand

Beskrivelse:

Skær koldt smør i mindre stykker, og smuldr det med mel og salt, evt. i en foodprocessor, så det kommer til at ligne reven ost. Tryk dejen sammen med vand uden at ælte den. Del dejen i seks, og rul stykkerne tyndt ud i cirkler på ca. 15 cm på et meldrysset bord. Læg dejene på bagepapir.

Skræl græskar, fjern kernerne, og skær græskarkødet ud i terninger på 1 x 1 cm. Vend dem i olivenolie med rosmarin, og fordel græskarstykkerne på midten af de seks stykker dej - fold et par centimeter op om fyldet.

Sæt straks tærterne i en 225 grader varm ovn, og skru ned til 175 grader. Bag ca. 15 min. Drys med smuldret gorgonzola, når græskarret begynder at tage lidt farve. Bag med osten, til den smelter ca. 5 min. Drys med peber, og spis græskartærten lun.